Fantastiske billeder fra Karup Å Koncert, taget af Sven Petersen. Med det program, som Hessellund Sø Camping havde lagt for årets Karup Å Marked & Festival 2018, var det ikke svært at sige pænt ja-tak til invitationen fra Ulla og Hans Enevoldsen om at være med til Hymer-klubbens traditionsrige spontantræf ved Karup Å i juni måned. Da Kitta og jeg jo er troløse, frafaldne Hymer-klubmedlemmer, var vi med på det, jeg med politisk korrekthed kalder ’tålt ophold’ 😉 Men det blev en fantastisk - og for os minderig - weekend, hvor vi nød gensynet med gamle venner og nød musikken - både i festivalteltet og på den store scene. Markedet trak ikke så voldsomt i os! Musikalsk blev det bl.a. et gensyn med den bindegale trio Hawkeye & Hoe med deres rablende fortolkninger af bl.a. irske og danske sange. De sluttede til min store overraskelse med en forrygende version af Pink Floyd’s rockklassiker ’Another Brick In The Wall’. Det ku’ de altså også! I det fri var det en oplevelse - i silende regnvejr - at opleve Big Fat Snake med gruppens veloplagte, legendariske frontfigur Anders Blichcfeldt. Dem har vi aldrig set live før. Selv om gruppen er startet på deres afskedsturné 2018, virkede de ikke et sekund slidte og trætte. Der var godt nok gang i de gamle drenge! Dodo & The Dodos fulgte efter, - stadig i regn. De havde et perfekt sceneshow med deres gamle hits. Op til transmissionen kl. 18 på storskærm af Danmarks første kamp ved VM i fodbold sluttede de af med deres store hit, slagsangen ’Vi er røde, vi er hvide’… Dodo gav den som meget veloplagt forsanger for det store ’festivalkor/publikum’… Lars Lilholt Band kom på scenen kl. 21:30 - præcist som annonceret. Og hvilken (gen)oplevelse - ikke kun for os, men for alle i sommeraftenen, hvor regnen var trukket væk, og der var det skønneste vejr… Lars Lilholt er en legende. Og der var traditionen tro ikke én, som ikke brølede med på omkvædet i Jens Langkniv: ’Han tog fra de rige, han gav til de små, ravnene skrige ved Karup å’… Fantastisk, - den sidder stadig i ørerne! Tak til Hymer Klub Danmark for, at vi måtte være med! |