Ingelise og Ib Jakobsen havde taget turen fra Odense til Karup med deres "klaphat" og hunden Jackie.
Foto: Preben Madsen.
Medlemmer af Hymer Klub Danmark havde deres egen lille bydel ved Karup Å Marked. De 200 medlemmer holder af at sætte hyggen på hjul og trille ud i verden
KARUP: 13 pladser på Hessellund Sø-Camping var i weekenden forbeholdt et særligt folkefærd, Hymer-folket. Det har intet at gøre med jætten Hymer i den nordiske mytologi. Hvert medlem af Hymer Klub Danmark er den glade ejer af en campingvogn eller autocamper fra Hymer-fabrikken i den tyske by Bad Waldsee.
Den lille koloni var til at få øje på blandt Karup Å Markeds mange campinggæster. Stort set alle medbragte en lang medestang, hvorfra diverse bannere og vimpler blafrede i de vinde, som varmen prøvede at provokere frem. Også klubflaget var med. Ét af klubbens medlemmer har gjort det til en hobby at levere noget muntert at hejse op i medestængerne.
- Klubber er egentlig ikke mig. Men i Hymer Klub Danmark er vi sammen på en helt uforpligtende måde. Da vi får støtte fra importør og forhandlere, kan vi tilmed holde kontingentet helt nede på 150 kroner om året, siger Hans Enevoldsen, der er medlem af klubbens bestyrelse.
Til hverdag har Hans Enevoldsen ellers møder og formaliteter nok, for han er fællestillidsrepræsentant for alt social- og sundhedspersonale ved Holstebro Kommune. Parret Ulla og Hans Enevoldsen bor i Djeld ved Vinderup. Som den nærmeste havde han til opgave at sikre de 13 pladser.
- En Hymer er virkelig kvalitet. Fabrikken har et verdenspatent på en særlig isolering, og det er til at mærke. Vi benyttede vognen ved dette års Ferie for Alle i februar. Dette års vinter faldt i denne weekend, men vi havde ikke problemer. Nogle af vores medlemmer sværger til "klaphattene", det vil sige vogne med et tag, der er til at løfte. De er i en klasse for sig, siger Hans Enevoldsen.
Parret Ingelise og Ib Jakobsen fra Odense repræsenterer klaphattene.
- Vi kan lide vognens afrundede former. Desuden passer vognens højde fint til to forholdsvis små mennesker som vi. Ja, de fås endnu mindre. En "Puk" kan lade sig trække af en Nissan Micra, siger de to odenseanere.
Klubbens medlemmer er modne mennesker. De spøger med, at pladsen er en børnefri zone. Ingelise og Ib Jakobsen har dog dristet sig til at tage præmiehunden Jackie med. Den er en hvid, schweizisk hyrdehund og har hentet så mange præmier, at de er lige så stolte af den, som de er af deres Hymer.
32 vogne triller hen i juli på den store tur til Sydtyskland. På samme måde var en større flok sidste år i Normandiet. Til efteråret hedder målet Berlin. Træffet ved Karup var lidt uden for nummer, men Hymer-fans bekender sig gerne til Lars Lilholt og hans hymner.