Hymer Klub Danmark Logo
MenuOM HYMER KLUB DANMARKKOMMENDE ARRANGEMENTERKØB OG SALGTIDLIGERE ARRANGEMENTERTUR- BERETNINGERMEDLEMMERNES SIDE


BLIV MEDLEM
af
Hymer Klub Danmark

Nyt fra forum:
Sommer tur 2024 (1 svar)
Facebook (3 svar)
Herninmg (0 svar)
Postmaster (5 svar)
Julehilsen (1 svar)
Udmelding. (1 svar)
På vei mot Ru... (1 svar)
Spontan Nytår... (0 svar)
Spontan træf ... (1 svar)
Køb & Salg (1 svar)

Hymer forhandlere:

Hymer forhandlere

Forhandlerliste

Hymer merchandises:

Merchandises

Merchandises

OPFORDRING

Endnu en dejlig tur med Hymer Klub Danmark er veloverstået !

 

Det var virkelig en rigtig dejlig tur:

Ø  campingpladsen er god, med utrolig søde værter

Ø  programmet var godt og meget veltilrettelagt

Ø  vejret var formidabelt

Ø  alle deltagere var glade og positive

Ø  Prag er en vidunderlig by (og stadig meget billig – derom senere)

 

I turen deltog 33 medlemmer eller 17 vogne. Alle Hymers produkter var repræsenteret med en enkelt autocamper, 6-7 store Hymer vogne og resten Touring vogne.

 

Jeg vil her referere turen – det bliver selvfølgelig set med mine øjne og andre kan sagtens have oplevet noget andet eller mere eller oplevet de enkelte ting på en helt anden måde.

 

Da vi uheldigvis fik stjålet vores kamera kan jeg desværre ikke ”krydre” referatet med fine billeder, hvorfor jeg vil appellere til at de, som tog billeder ligger nogle ind på vores hjemmeside.

 

Fredag den 7. oktober 2005.

 

Vi startede fra Randers midt på eftermiddagen og nåede – efter den obligatoriske indkøbstur hos Pötsch (der skal lakridser til, når man kører på ferie :-)) til den sidste rasteplads før Hannover, hvor vi vil tilbringe natten. Det er tydeligt, at det er uge 41. Der er ikke så mange andre campingvogne på rastepladsen – i modsætning til sommerferie og efterårsferie i uge 42. Men vi kan faktisk godt lide at sove på en rasteplads ! Mange vil sikkert ryste på hovedet af denne kendsgerning, men vi kan godt lide ”pulsen” og uroen på en rasteplads – det er for os en del af det, at køre på ferie.

Vi har flere gange været i Prag og er tidligere kørt over Berlin. Men i det fine materiale Jens sendte ud til deltagerne inden turen foreslås det, at køre over Hannover – Braunschweig – Magdeburg – Leipzig – Dresden. I følge de route-planere vi har kendskab til, er afstanden stort set den samme, uanset hvilken vej man kører. Fra Randers til Prag er der over Berlin 1010 km og over Magdeburg er der 1020 km.  

 

Lørdag den 8. oktober 2005

 

Efter en god nat er vi hurtigt klar til at drage videre. Efter Hannover går turen så øst over og man må sige, at tyskerne har haft travlt ! Motorvejen er hele vejen til Dresden rigtig fin. Det bliver ikke sidste gang, vi kører denne vej i stedet for over Berlin, hvor der ofte kan være en del kø på Berliner ring.

Men efter Dresden hører den fine vej op ! Nu går vejen ind gennem hver en lille flække og vejbelægningen lader meget tilbage at ønske. Det største problem er dog, at det er et meget kuperet terræn og lastbilerne slæber ............. op af alle bakkerne !

Men vi når alligevel Zinnwald, som grænseovergangen hedder, midt på eftermiddagen. Her skal stadig vises pas (hvilket kom lidt bag på mig, da Tjekkiet jo nu er en del af unionen – vi havde dog passene med !). Ca. en km. inde i Tjekkiet er der en servicestation, hvor man selvfølgelig kan tanke benzin og det er billigt: ca. 8 kr./l. Samtidigt skal vi købe en vignet for at måtte køre på motorvejen (de sidste ca. 50 km inden Prag er motorvej). Her møder vi allerede de første Hymere ! På et tidspunkt var vi nærmest ved at skabe trafik-kaos med 5-6 Hymere på servicestationen – det var ret morsomt og lidt lige som om turen for alvor startede nu ! Efter lidt sen frokost og køb af vignet til ca. 55 kr. går turen videre mod Prag. Der er ca. 70 km fra grænsen op over ”passet” og på nedturen ser vi de obligatoriske ”letlevende damer”. Heldigvis er der dog tyndet ud i flokken, hvilket jeg tolker som at levestandarden trods alt er steget i Tjekkiet – det håber jeg i hvert fald !

Efter en god times kørsel når vi Trio Camp, som ligger i den nordlige del af Prag. Som tidligere nævnt en fin campingplads – ikke ret stor – med dejlige varme og RENE toiletforhold med masser af varmt vand. At pladsen også hører til i den bedre ende af skalaen ses på prisen, som vi må betale for at overnatte fra lørdag til søndag (prisen for turen indbefatter først overnatning fra søndag) Vi betaler ca. 170 kr. for et døgn – hvilket er ”pænt” efter tjekkiske priser, tror jeg.

En del deltagere er allerede kommet og vi slår også lejr, mens der hygges og udveksles erfaringer ovenpå turen.

På campingpladsen er der ligeledes en mindre restaurant. Her vælger vi sammen med flere andre at spise aftensmad og det er billigt. For maden betales ca. 25 kr./pers. og for øl 5,50 kr., for en ½ l mørk øl og 7,50 kr. for en ½ l lys. Det var ikke nogen gastronomisk oplevelse, men det var bestemt fint – kan nærmest sammenlignes med at gå på cafeteria herhjemme – men prisen og betjeningen var bestemt OK !

 

Søndag den 9. oktober 2005

 

På campingpladsen er der opstillet et (stationært ?) telt med borde og bænke og terrassevarmer, som vi kunne bruge i det fornødne omfang. Her blev informationsmødet afholdt. Vi blev bedt om selv at medbringe kaffen og så havde Margit ellers bagt kage (og medbragt helt fra Danmark !) til hele koret ! Ligeledes blev vi budt på Becherovka, som er Tjekkiets ”national drik”. Det er nærmest en blanding mellem en bitter og en likør med en umiskendelig smag af nelliker og kanel, så hvis det ikke var fordi vejret nærmest var sommerligt, kunne man let være kommet i julestemning ! (Vi købte senere en flaske som skal bruges i årets julegløgg).

Til informationsmødet deltager Barbara – en yndig tjekkisk pige, som har læst dansk på Prags universitet. Hun fortæller med megen entusiasme og stor livsglæde om sin by på et rigtig fint og meget charmerende dansk.

Hun fortæller om ugens program, ting man skal være opmærksom på i byen og oplevelser man ikke må gå glip af, samt ideer til tiden, der ikke er programlagt.

Efter et par hyggelige timer, hvor forventningens glæde svirer, tager Barbara afsked med os og vi går uden for i solen til ”standerhejsning” – nu er vi begyndt !

Alle deltagere får et ugekort til den offentlige transport samt et bykort – så man kan finde hjem !

Om aftenen er vi nogle der tyvstarter på ugekortet og tager bussen ud for at finde en restaurant for at få noget aftensmad. 3 stoppesteder fra campingpladsen finder vi et sted og får udmærket mad til billige penge – efter maden går vi hjem til pladsen, længere er vi ikke hjemmefra !

 

Mandag den 10. oktober 2005

 

Kl. 9.00 hentes vi på campingpladsen af vores guide, Jitka, som nu vil følge os resten af ugen. Hun er et utrolig sødt menneske, som ligeledes taler rigtigt pænt dansk med en ringe accent. Hun forklarer indledningsvis om den offentlige transport og vi går først til bussens stoppested. Her må alle stemple deres ugekort og så kan man ellers bruge transportmidlerne (bus, sporvogn og metro) alt det man overhovedet gider ! Og det fungerer rigtig godt – her kan man virkelig tale om tog til tiden, nettet dækker hele byen og kører ofte. Et positivt islæt fra kommunist tiden (?): infrastrukturen virker !

Efter bussen må vi i Metroen (det tager ca.½ time at nå centrum fra campingpladsen) og til sidst sporvognen for at nå Borgen, som er vores første mål.

Nu får vi virkelig at mærke hvad vores guide kan ! Hun har en kæmpe viden om byen og borgen og fortæller om det på en god og levende måde – så man bliver hurtigt ”fanget ind” og jeg synes det var rigtig spændende. På Borgen hører vi om dens beboere og hvilken betydning den har haft for byens udvikling. Vel nede igen (borgen ligger rigtig strategisk på en bakketop) går vi videre i de snørklede gader og får udpeget flere seværdigheder – der  iblandt den danske ambassade og efterladenskaberne fra oversvømmelsen for et par år siden – som vi selv, hvis lysten er der, kan frekventere.

Uden mad og drikke ......der er bestilt frokost på en restaurant ved Moldaus bred. Det er en rigtig fin en af slagsen og vejret er heldigvis så fint, at maden kan indtages udendørs. Her bydes først på en dejlig champignon suppe og derefter indbagt laks – uhm, det var lige hvad vi trængte til og øllen dertil er bestemt heller ikke at foragte – de kan nu det der med øl her i landet ! (Det får vi senere ypperligere bevis for !)

Efter mad og hvil er vi igen klar til flere oplevelser og dem får vi. Vi fortsætter byturen og gå over den berømte Karlsbro – et af byens vartegn og får samtidig en del af byens legender og historie. Fremme på den gamle rådhusplads – hvor det fine gamle astronomiske ur desværre er pakket ind i plastik på grund af restaurering, men hvor vi hører historien om Thyge Brahe, som ligger begravet i en af pladsens fine kirker, Tyn kirken, slutter turen og guiden forlader os med et ”på gensyn” men nu føler vi os også rustet til selv at finde rundt i den gamle bykerne – og det gør vi så ! Der er ”fri leg” og gruppen spredes med forskellige ønsker til resten af dagen. Nogle (sko-fetichisterne) MÅ se en skobutik i 7 etager, andre slentrer rundt og bare ser og mærker byen. Vi trænger til en hjertestyrker og sætter os på en fortovsrestaurant på Rådhuspladsen og nyder feriens dyreste øl: 18,75 kr./½l, men stedet er vel nærmest en pendant til Champs-Élysées og så tåler prisen på øllen godt sammenligningen og sammenligner vi så også lige kvaliteten, så ved jeg godt, hvad jeg ville vælge ....

Sulten melder sig igen og vi finder en hyggelig udseende restaurant væk fra de store hovedstrøg, hvor vi kan spise til billige penge. Vi får gullasch og knõdel ! Mine forventninger til denne spise er ikke ret store, men bliver heldigvis gjort til skamme – knõdel smager faktisk rigtig godt. Det er af den type, som er fremstillet ligesom brød, der er kogt i vand. Senere på ugen stifter vi bekendtskab med dem, der er lavet af kartofler og da vender mine aversioner faktisk tilbage !

Derefter vendes næsen og de trætte ben hjem mod campingpladsen efter en lang og indholdsrig dag !

 

Tirsdag den 11. oktober 2005

 

Kl. 9.00 står vores guide morgenfrisk og klar ved receptionen. I dag skal vi køre i bus til Podêbrady. Vi kører i en meget fin bus med en flink chauffør – ikke noget gammel skrammel – nej ”Trabant-tiden” er saga blot i Tjekkiet. Undervejs i gennem Tjekkiets ”køkkenhave” (den frugtbare del af landet) fortæller guiden levende og i rivende hast – på DANSK - om leveforholdene i Tjekkiet. Hun berører mange sider af samfundet lige fra løn- og sociale  forhold til skole- og sundhedsvæsen. Jeg synes det var rigtig interessant. Her kommer en lokal guide virkelig til sin ret. Man kan sagtens læse bøger om disse forhold, men det bliver nu mere vedkommende, når det fortælles af en ”indfødt”.

Vel fremme i Podêbrady besøger vi først byens krystalglasværk. Her produceres fine glasting, som eksporteres til stort set hele verdenen. Vi kommer igennem hele fremstillingsprocessen – hvilket var mægtig spændende, men samtidig meget tankevækkende ! Her får man virkelig øjnene op for, hvad sikkerhedsarbejde og APV’er har betydet for vore arbejdspladser.

Efter besøget på fabrikken kører vi ind til byen, hvor fabrikken har et udsalg. Her kan købes de fine ting, som vi før så fremstillingen af – til rimelige priser. De fleste drog herfra med bugnende poser !

Vi spadserer nu gennem byens fine park til en restaurant, som ligger i forbindelse med et sanatorium for hjertepatienter. Her får vi serveret en fin frokost. Frokost er et andet begreb for tjekkere end for danskere. Den består her af en stor tallerken salat (faktisk lidt usædvanligt, da det der med ”6 om dagen” endnu ikke er nået til Tjekkiet, her er hovedernæringskilden kød og brød, men måske er det noget, man tænker på, når det gælder hjertepatienter. De spiste i hvert fald sammen med os). Derefter stegt kylling og kartofler – det var rigtigt lækkert, men en stor mundfuld midt på dagen. Så godt mætte går turen videre mod Kutna Hora, en almindelig lille by med en ualmindelig lille kirke ! Kirkens udsmykning er nemlig udelukkende frembragt af skeletter – fra mennesker forståes ! Samtlige knogler fra skelettet er anvendt – meget særpræget og makabert - efter min mening ganske usmageligt ! Men en unik oplevelse og heldigvis kunne guiden knytte en legende til udsmykningen i kirken – den skal ikke røbes her, men kan garanteret fåes ved besøg i kirken – prøv selv !

Nu skal sølvminerne i Kutna Hora ses. Først ser vi et museum om udvindingen af sølvet. Derefter iklædes samtlige deltagere ”mine-tøj” bestående af en hvid kittel og en arbejdshjælm og alle får udleveret en megastor lommelygte! Og så løbes der spidsrod igennem hele byen – i den mundering ! Godt vi ingen kendte !! Efter et utal af trapper nedad når vi endelig bunden og dermed minen. Her er bulder mørkt, så lommelygterne kommer til gavn. Minen består af en mængde gange, hvor kun en enkelt er åben for publikum. Denne gang er meget lang, meget smal og visse steder meget lav ! Så jeg forstår godt, at der i programmet stod, at det ikke var for folk med klaustrofobiske tendenser – jeg var glad, da vi var ude igen. Ikke nogen særlig stor oplevelse (hvis man har set miner andre steder i andre lande er det nærmest lidt skuffende, synes jeg) men det var da meget sjovt med alle de Hymer folk på en lang række !

Oppe i solen igen er der en times tid til hjemturen starter og vi trænger til at få minestøvet skyllet af halsen, så vi finder en restaurant og få feriens billigste øl:4 kr foe ½l godt mørkt øl.

På hjemturen melder trætheden sig ovenpå dagens strabadser og hele bussen ”små-døser”.

På campingpladsen foreslåes det, at vi laver fællesspisning i teltet. Så de sparsomme rester af den fra Danmark medbragte mad fortæres i hyggeligt samvær. Ud på aftenen – efter flere mørke øl fødtes en idé til et nyt tiltag i klubben: vi skal have lavet en sang og en sangbog til senere festlige lejligheder !

 

Onsdag den 12. oktober 2005

 

Dagen er til fri disposition indtil kl. 17.15, hvor vi skal møde Jitka i centrum. Efter morgenmaden beslutter vi at tage på Det gule Marked – næsten alle de handlende er vietnamesere, deraf navnet. Det er et meget stort marked, som ligger i og omkring nogle gamle slagtehaller i udkanten af byen – ikke så langt fra campingpladsen. Her er blandt andet et stort grøntmarked, hvor tjekkerne køber de daglige fornødenheder. Det er rigtig billigt her. Jeg køber bl.a. et halvt kilo knækkede valnødder til 12,50 kr. Det øvrige marked er, som markeder tit er i udlandet: tøj, tasker, sko, mobiltelefoner o.s.v. alt sammen af en middelmådig kvalitet – masser af kopivarer. Jeg var lidt skuffet, havde man set 4 boder, havde man set det hele. Jeg havde håbet på nogle ”antikviteter” og andre kuriosa, så hvis man har disse forventninger, skal man nok ikke tage til Det gule marked, men det var da en sjov oplevelse og stemningen her er god – altså lige bortset fra at ”de” stjal vores kamera!

Efter frokost og afslapning (og for vores vedkommende en tur på en tjekkisk politistation) tager alle til byen for at mødes med Jitka – vi skal nemlig på aftensejltur på Moldau.

Fra vores mødested går vi gennem det jødiske kvarter, som vores guide gerne vil vise os. Der har tidligere – før krigen – været en stor jødisk menighed i Prag og det bærer kvarteret også præg af. Her er flere synagoer og en kirkegård med 120.000 begravede. Rigtig spændende, men tiden var lidt knap –  men man kan selvfølgelig selv kigge sig omkring senere.

Så går turen videre mod floden, hvor båden allerede er ved at være klar til afgang. Ombord får vi først en aperitif (den kanel-smagende igen) og derefter er der ta’ selv buffet med mange forskellige tjekkiske retter. Det er fint og underholdning er der skam også ! En ældre herre, der kan 3 forskellige numre på en harmonika ! Han er det mest udtryksløse – nærmest stone face – jeg har oplevet. Men han bidrog dog til en fin oplevelse. Det var smukt, at se byen med lys på. Jeg synes næsten byen var endnu smukkere end i dagslys.

I land igen tager nogle hjem til campingpladsen, men vi vil nu lige hen og se Karlsbroen ved aftentide ! Et flot skue og livet her går videre selv når mørket falder på.

 

Torsdag den 13. oktober 2005

 

Hvis man endnu ikke har nået at smage på den gode tjekkiske øl (gad vide om ikke alle har det ? :-)) har man chancen i dag !

Kl. 12.00 er der rundvisning på bryggeriet Pivovar u Fleku (Oversat: Bryggeriet under uret) Vi skal mødes med vore guide i centrum og så – ad små snørkelde gader finder vi vejen til bryggeriet. Det blev grundlagt i 1499 og er dermed Prags ældste eksisterende bryggeri. Det er et rigtigt fint sted (fredet ?) og en meget entusiastisk mand fra bryggeriet viser os rundt i hele brygningsprocessen med slet skjult stolthed (tanken faldt mig ind: gid alle var så begejstrede for deres job !).

Det øl (mørkt), der her brygges er uden nogen former for tilsætningsstoffer og har derfor kun en holdbarhed på 14 dage, så al det øl, som brygges sælges her i en restaurant, som byggeriet ejer. Her kan bænkes 1200 mennesker og efter rundvisningen bænkes vi så til en fin frokost bestående af kartoffelsuppe og gullasch samt det efterhånden faste indslag: en harmonikaspiller ! Det er rigtig hyggeligt og øllen er helt i TOP (efter min smag).

Efter frokost er der fritid inden festmiddagen om aftenen. Vi bruger timerne til at slentre lidt rundt og få købt de obligatoriske gaver til børnene derhjemme.

Klokken lidt i syv mødes vi igen for sammen med guiden, at gå til et nyt bryggeri - Novomestsky Pivovar (oversat: Den nye bys bryggeri - her brygges en lys ufiltreret øl), som ligeledes ligger i Prags centrum. Her er også rigtig fint – jeg tror, at det betyder meget for tjekkerne at bevare og værne om deres øl-tradition og deres fine gamle bryggerier – men det er vel også en af de ting de er så berømte for ? (Så vidt jeg husker, stod øllets vugge faktisk her ??) Vel bænkede i det fine kælderlokale får vi en rigtig tjekkisk festmenu bestående af en bagt kartoffel med salat, forskellig slags kød med tilbehør og til sidst kage. Hertil al det øl, man kunne drikke (man kunne faktisk også få sodavand eller vin, men jeg så ingen, som benyttede sig af det tilbud :-)

Jens holdt tale, hvori han takkede samtlige deltagere for den positive ånd, som gennem hele turen herskede. Ligeledes takkede han Jitka, som har været en uovertruffen guide. Som tak fik hun en Piet Hein lysestage, som Jens havde medbragt fra Danmark – en fin gestus og Jitka blev rigtig glad. Det viste sig faktisk, at hun samlede på lysestager – vidste du det, Jens ?. Jeg takkede på alle deltageres vegne Jens og Margit for er super tur. Vi havde samlet ind til en glasskål og julekugler til Jens og Margit og jeg tror, de blev oprigtigt glade.

I lighed med flere andre steder vi har spist, var her også en harmonikaspiller. Han underholdt mellem retterne og (øllene) og da vi var færdige med at spise blev han faktisk så inspirerende (og flere af os kunne efterhånden mærke øllets virkning), at vi tog en sving om ! Det var en rigtig hyggelig aften og da festen sluttede kl. 22.00 tog alle hjem til campingpladsen. Her var vi nogle stykker, som synes at festen godt kunne vare lidt længere og gik over i campingpladsens restaurant. Her var et tjekkisk/canadisk bryllup, som vi fik lov at deltage i. Vi sang for og med hinanden et par timer – også en god oplevelse, som vi nok ikke kunne have fået i Danmark – mon man her fik lov at deltage i et bryllup ?

 

Fredag den 14. oktober 2005

 

Der er opbrudsstemning, da vi står op ved 9 tiden. Nogle er ved at gøre klar til at køre hjemad og egentlig havde vi også bestemt at vende næsen mod nord. Men, men, men .... her er så dejligt, vejret er stadig fremragende og vi kan næsten ikke få os selv til at forlade Hymer-vennerne, så vi lader os ”overtale” og bliver her endnu en dag, som bliver brugt på afslapning, en sidste bytur, teaterforestilling (Sort teater, som tjekkerne er meget berømte for og som vi havde talt om hele ugen, at vi gerne ville opleve) samt en god middag på en restaurant i centrum og sidst, men absolut ikke mindst: hyggeligt samvær i venners lag.

 

Lørdag den 15. oktober 2005

 

Nu hævner det sig så, at vi lod os rive med i går..... vi har lovet vore børn, at vi kommer hjem lørdag og vi må jo holde, hvad vi lover, hvilket betyder, at vi – om alt går vel – skal nå Randers i dag ! Så vi starter fra Trio Camp kl. 7.00, endnu inden det er lyst, og når derefter Randers ca. kl. 22.00. Det kan sagtens lade sig gøre, når alting flasker sig, men vi var trætte, da vi nåede hjem, men det var dagen i går – og hele turen værd !

 

Endnu en gang vil vi gerne takke Jens og Margit for en rigtig dejlig tur og samtidig vil vi gerne takke alle deltagerere på turen for smadder hyggeligt og positivt samvær – man lærer faktisk hinanden rigtig godt at kende på en uge.

Vi glæder os til at være sammen næste gang vi mødes !

 

 

 

Randers, den 24.10.2005

Birna Neesgaard

 

 

 

HOLLAND
BELGIEN
DANMARK
FRANKRIG
GRÆKENLAND
ITALIEN
NORGE
RUNDREJSER
SCHWEIZ
STORBRITANIEN
SVERIGE
TJEKKIET
TYSKLAND
UNGARN
ØSTRIG
Print siden ud
6634148 besøgende siden 25-11-2022
-- En campingklub for glade campister --